Tomatsalat med brændte peberfrugter og basilikumspesto
Tomatsalat oser virkelig bare af forår og sommer, og i denne version finder du også brændte peberfrugter, soltørret tomater og basilikumspesto – lidt en luksus version af den klassiske tomatsalat.
Det er virkelig en fantastisk salat, og én af vores favoritter, når der godt må kræses lidt ekstra om det grønne indslag til aftensmaden. Den er både nem og hurtig at lave, og så passer den til det meste.
Her får i lige lidt mere inspiration til andre sommerlige salater med tomat
Salat med fersken, tomat og avokado
Sommerlig frugtsalat med tomater og basilikum
Salat med jordbær, figner og honning ristet mandler med kanel
Opskriften på denne skønne tomatsalat får i her, og passer til 4 personer.
DET SKAL DU BRUGE:
Basilikumpesto:
- 1 potte basilikum
- 1 spsk. ristet pinjekerner
- 1 fed hvidløg
- 10 g. parmesan
- 1 dl. olivenolie
- Salt
Tomatsalat:
- 1 rød snackpeberfrugt
- 4 tomater
- 1/2 agurk
- 4 spsk. hakket soltørret tomater
- 15-20 stk. kalamata oliven
- 1 pose feltsalat, eller rucola
- 1 rødløg
- 1 laktosefri mozzarella
- Ristet pinjekerner
SÅDAN GØR DU:
- Kom alle tingene til pestoen i en minihakker, og blend det godt sammen. Smag det til med salt.
- Skær peberfrugten i strimler og steg dem af i lidt olivenolie på en meget varm pande. De må gerne brænde lidt på. Krydder dem med flagesalt, og stil dem til side imens du laver resten af salaten.
- Halvere tomater og agurk, skær dem i mindre skiver og kom det op i en skål. Snit rødløget fint, og kom også det op i skålen. Tilsæt soltørret tomat, og vend det hele godt sammen.
- Anret feltsalat på et fad og kom tomat, agurk- og rødløgsblandingen ovenpå.
- Fordel med oliven og drys ristet pinjekerner på. Bræk mozzarellaen i mindre stykker, fordel den ud over toppen og kom til sidst pestoen ud over salaten.
TIP:
Vent gerne med at komme pestoen ovenpå tomatsalaten til lige inden i skal spise, så undgår du at den bliver våd i det.
Hvis du har været på ramsløgsjagt, så kan jeg altså virkelig også anbefale dig at lave en ramsløgspesto til. Opskriften finder du HER.