Brød,  Frokost,  Madpakken,  Snacks

Glutenfri fuldkornspølsehorn med sesamfrø

Helt klassiske og neutral pølsehorn, med økologiske wienerpølser, masser af fuldkorn, hirseflager og sesamfrø. De er uundværlige i vores fryser, da de både kan kommes i madpakken, bruges som eftermiddagsmad og er en glimrende snack inden fritidsaktiviteter.

De er fyldt godt op med fuldkorn, både fra glutenfri havregryn og hirseflager, hvilket gør at de mætter godt og længe.

Prøv også gerne disse svampet og glutenfri pølsehorn med oregano og tomatpasta

Svampet glutenfrie pølsehorn med oregano og tomatpasta

Opskriften giver 16 pølsehorn, men lav evt. en dobbeltportion  

DET SKAL DU BRUGE:

  • 4 dl. kogt, let afkølet vand
  • 2 dl. laktosefri yoghurt
  • 15 g. gær
  • 30 g. HUSK, den grønne
  • 50 g. hirseflager
  • 175 g. GF. havremel (mal gerne dit eget)
  • 50 g. fuldkornsrismel
  • 50 g. kartoffelmel
  • 150 g. rismel
  • 2 tsk. salt
  • 1 æg
  • 2 spsk. olivenolie
  • Lidt laktosefri mælk til pensling
  • Sesamfrø
  • 8 gode pølser, eller 16 halve

SÅDAN GØR DU:

  1. Bland vand og yoghurt sammen, så væsken bliver lunken. Rør gæren ud heri, tilsæt HUSK og pisk det i 7-10 minutter, eller indtil massen gelere. Lad det stå at trække i 15 minutter.
  2. Bland imens alle de tørre ingredienser sammen, undtaget sesamfrøene.
  3. Kom æg og olivenolie ned til gelemassen, og rør det godt ind i dejen med dejkrogen på din køkkenmaskine.
  4. Tilsæt melblandingen af 2 omgange. Sørg for at alt melet er rørt godt ind i dejen, inden den sidste halvdel tilsættes. Lad dejen røre i 5 minutter når det sidste mel er tilsat.
  5. Kom husholdningsfilm over skålen, og et mørkt klæde, og stil dejen til hævning i 2 timer et lunt sted.
  6. Drys lidt rismel ud på bordet, rul dejen ud til en stor rektangel, og del den i 16 lige store stykker.
  7. Halvere pølserne og pak dem ind i dejen. Læg dem på en bageplade med bagepapir, og pak pladen ind i husholdningsfilm og et mørkt klæde. Lad pølsehornene efterhæve i 30 minutter.
  8. Pensel dem med mælk, drys sesamfrø på toppen og bag dem ved 230 grader i 20 minutter.

TIP:

Pølsehornene hæver ikke særlig meget op inde i ovnen, så du kan godt have alle 16 på en bageplade.

Hvis du gerne vil have lidt ketchup eller tomatpuré inden i, så kommer du bare en lille klat i inden du lukker dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *