Hjemmelavet mayonnaise – med hel æg
En helt vild lækker, cremet og vanvittig nem hjemmelavet mayonnaise, som kan laves på bare under 1 minut. Det her, det er min yndlingsmayonnaise – ikke blot fordi den er nem og hurtig at lave, men også fordi, at smagen bare sidder lige i skabet, hver evig eneste gang. Den smager simpelthen så godt.
Alle ingredienserne kommes i et højt litermål, eller en kande, hvor hovedet på din stavblender passer ned i, og blendes – og så er mayonnaisen altså færdig. Så nemt.
Andre forslag til hjemmelavet mayonnaise
Vegansk mayonnaise – denne er lavet med soyamælk
Hjemmerørt mayonnaise – denne er lavet med æggeblomme
Opskriften på denne fantastiske mayonnaise får i her og giver ca. 2,5 dl. færdiglavet mayonnaise.
DET SKAL DU BRUGE:
- 1 æg, M/L i størrelsen
- ¼ – ½ tsk. salt
- 1 tsk. æblecidereddike
- 1 tsk. dijon sennep
- 2 dl. smagsneutral olie – jeg bruger raspolie
SÅDAN GØR DU:
- Klæk ægget ned i et aflangt og højt litermål eller glas.
- Kom salt ovenpå samt eddike og sennep. Hæld olien i som det sidste.
- Før stavblenderen helt ned på bunden af glasset og blend i 10-15 sekunder, imens du holder den stille. Bevæg den herefter stille op og ned indtil mayonnaisen har samlet sig og er blevet tyk og cremet. Det tager yderligere 15-20 sekunder.
Jeg bruger ½ tsk. salt til denne portion, hvilket gør den en smule saltet, men smagsmæssigt passer det perfekt til brug til dressinger, synes jeg. Begynd evt. med at tilsætte ¼ tsk. salt og smag dig frem til hvad du bedst kan lide. Vi er vilde med smagen på den som den er her, både ovenpå en ægge eller makrelmad, eller blandet op med laktosefri cremefraiche til en dressing til en hjemmelavet hønsesalat med bacon, svampe og asparges, som denne.
Den kan også bruges som dip til f.eks. en aioli eller som dressing til en burger eller sandwich.
TIP:
Det er virkelig vigtigt for smagen på din mayonnaise, at du bruger en smagsneutral olie, f.eks. en rapsolie. En økologisk koldpresset olivenolie af god kvalitet, giver simpelthen den værste smag til din mayonnaise, da den er alt for kraftig i smagen – og glem alt om at tilføje hvidløg eller en anden smagsforstærker, du kan ikke overdøve en kraftige smag fra olivenolien.
Mayonnaisen kan holde sig på køl i 6-7 dage.