Mandelkage med vanilje bagte blommer og ostecreme
Hvis du har været på pluk selv blomme rov, eller har et blommetræ i haven, så vil jeg virkelig anbefale dig at lave denne fantastiske mandelkage med vanilje bagte blommer, og ostecreme.
Den består af en glutenfri og chewy mandelbund med mørk chokolade og hakket nødder, søde og syrlige vaniljebagte blommer med et lille strejf af appelsin, og en cremet ostecreme med smag af citron og vanilje.
Den smager virkelig fantastisk, runder så fint sommeren af, og byder efteråret velkommen med de friske og efterårsagtige noter der er i kagen.
Opskriften får i her, og passer til 8-10 personer.
DET SKAL DU BRUGE:
Glutenfri mandelkage:
- 100 g. mandler
- 100 g. mandler, malet til mel
- 200 g. sukker
- 3 æg
- 80 g. mørk chokolade
- 1 tsk. laktosefri smør
Vanilje bagte blommer:
- 400 g. udstenet blommer
- Saften fra ½ appelsin
- 4 spsk. sukker
- Kornene fra 1 vaniljestang, eller 2 tsk. vaniljesukker
Ostecreme:
- 100 g. laktosefri naturel flødeost
- 1,5 dl. laktosefri piskefløde
- 20 g. flormelis
- 1 tsk. vaniljesukker
- Skal og saft fra ½ økologisk citron
SÅDAN GØR DU:
Glutenfri mandelkage:
- Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps.
- Hak chokolade og mandler, og vend dem i æggesnapsen sammen med mandelmelet.
- Beklæd en springform på Ø20 med bagepapir i bunden, og smør kanten godt med lidt laktosefri smør.
- Hæld dejen heri, og bag den i ovnen ved 175 grader i 35 minutter. Tjek med en kødnål om den er færdigbagt, da alle ovne ikke bager ens. Der må ikke sidde dej på kødnålen, når du trækker den op.
- Lad mandelbunden køle helt af inden du befrier den fra formen.
Vanilje bagte blommer:
- Fjern stenene i blommerne, og del dem i kvarte.
- Skrab kornene ud fra vaniljestangen, og mas det godt sammen med 1 spsk. sukker.
- Kom blommer, vaniljesukker, sukker og appelsinsaft i et ildfast fad, og bland det godt rundt.
- Bag blommerne ved 180 grader i 15 minutter.
- Smag gerne blommerne til, og giv dem evt. lidt mere sukker, hvis de mangler.
- Stil det hele på køl, og lad det køle helt af.
Ostecreme:
- Kom flødeost, fløde, flormelis, vaniljesukker og citronskal og saft i en skål, og pisk det hele sammen til en glat creme. Pas på med ikke at piske for meget, da cremen ellers kan skille.
- Hæld ostecremen i en sprøjtepose med en stjernetyl, og kom den på køl indtil brug.
Samling af mandelkagen:
- Befri mandelbunden fra form og bagepapir, og kom den på en tallerken.
- Si saften fra blommerne, og kom dem ovenpå mandelbunden, og sprøjt ostecremen ud på toppen.
TIP:
Kagen kan sagtens laves dagen i forvejen, og stilles på køl. Det bliver den faktisk kun bedre af synes jeg, da mandelbunden får lov til at sætte sig mere og suge noget af blommesaften til sig.
Vent dog med at komme ostecremen på til inden i skal spise den.