Aftensmad

Ovnbagt laks med et grøntsags-kartoffelfad i cremet dildsauce

Vi spiser gerne fisk til aftensmad 1-2 gange i ugen herhjemme. Jeg køber altid vores fisk hos den lokale fiskehandler på havnen, eller hos fiskebilen, som kommer 1 gang i ugen hos den lokale købmand.

I denne omgang blev det til en halv lakseside, som jeg krydrede med hvidløgspeber og sesam. Det smagte så godt. Mit grøntsags-kartoffelfad minder i bund og grund meget om en omgang flødekartofler, men med porre, spinat og dild. Kombinationen af disse 2 retter smager virkelig virkelig lækkert.

Læs i mit TIP nederst på siden, hvorfor laks er en vinder, at have på menuen 🙂

Det skal du bruge:

Opskriften er til 4 personer.

  • 500 g. fersk laks (køb det hos fiskehandleren)
  • 0,5 tsk. salt (til laksen)
  • 1 spsk. hvidløgspeber
  • 0,5 dl. sesam
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 porre
  • 2 håndfulde spinat
  • 15 kartofler i mellem størrelse
  • 1 potte frisk dild (ca. 3 spsk.)
  • 500 ml. laktosefri piskefløde
  • 2 tsk. salt (til dildsaucen)
  • Friskkværnet peber
  • Et lasagnefad

Sådan gør du:

  1. Start med at lave dit grøntsagsfad.
  2. Kartoflerne vaskes og skæres i skiver på ca. 0,5 cm. Fordel dem i lasagnefadet.
  3. Skyl og fint snit porre og løg og bland dem sammen med kartoflerne.
  4. Hak spinat og dild groft og bland det i fadet.
  5. Fordel presset hvidløg ud over.
  6. Krydder med salt og peber og slut af med at hælde fløden ud over. Fløden skal ikke dække det hele, det koger op inde i ovnen – ellers ender du med at have fløde i hele ovnrummet.
  7. Bag grøntsags fadet ved 175 grader i ca. 1 time.
  8. Når der er 1/2 time tilbage af stegetiden på grøntsagsfadet skal du begynde på laksen.
  9. Kom laksen på en bageplade med bagepapir.
  10. Drys hvidløgspeber ud over hele laksen, drys salt på og slut af med sesamfrøene.
  11. Stil den ind i oven til grøntsagsfadet og bag den i ca. 20-25 minutter. Det afhænger lidt af tykkelsen.
  12. Serveres med citronskiver.

TIP:

Laks går under kategorien superfood og stort set alle ved, at laks er sundt. – men ved du egentlig hvorfor?

Laks er en fed fisk, som indeholder sunde fedtsyrer, nemlig omega-3. Omega-3 er utrolig sundheds fordelagtig, da det hjælper med at mindske risikoen for forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme. Det er også med til at ‘smøre’ hjernecellerne, så du faktisk tænker hurtigere og husker bedre. Derudover nedsætter omega-3 også inflammation, demens og diabets.

Laks har også et højt indhold af D-vitamin, som mange af os kan være i mangel af efter vintermånederne, med ingen eller meget lidt sol.

D-vitamin er sammen med mineralet selen, hvilket laks også har et højt indhold af, immunforsvarstyrkende. Det er et kraftig antioxidant, som er forebygger kræft.

Sidst at nævne indeholder laks også en del protein, hvilket giver dig en god mæthedsfornemmelse og hjælper din krop med at opbygge og vedligeholde dine muskler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *