Chili con carne med den bedste guacamole
Dette er virkelig en lækker chili. – en skøn favorit herhjemme. Der er knald på smagen fra alle krydderierne, den er dyb i noterne og indeholder masser af grøntsager. Den er meget børnevenlig, da den på ingen måde er stærk, så de mindste kan sagtens spise med. Du kan evt. tilføje mere stærk paprika eller chili for en stærkere udgave.
En chili con carne er super nemt hverdagsmad. Den er stjerne sund, mættende, nærende og nem at lave.
Jeg elsker virkelig sådan en ret, hvor man kan tilføje masser af grønt. – jo mere grønt jo bedre 🙂 Prøv evt. også med squash og grønkål, det smager virkelig også dejligt i.
Jeg servere min chili con carne med fuldkornsris, laktosefri cremefraiche og den bedste guacamole, som du kan finde opskriften på længere nede.
Det skal du bruge:
Opskriften er til 4 personer.
- 400 g. hakket oksekød
- 1 stort løg
- 2 fed hvidløg
- 2 store gulerødder
- 1 rød snackpeber
- 1 dåse kidney bønner
- 1 dåse hakket tomat
- 1 tsk. stærk paprika
- 1 tsk. kanel
- 1 tsk. stødt spidskommen
- 1 tsk. stødt koriander
- 1 tsk. salt
- 5 dl. oksefond
- 1 spsk. rødvinseddike
- 2 tsk. maizena + 1/2 dl. vand
- Frisk kværnet peber
Tilbehør:
- Fuldkornsris
- Laktosefri cremefraiche
- Den bedste guacamole
Sådan gør du:
- Start med at sætte dine ris over, da de skal koge i ca. 45 minutter. (Se anvisningen på din pose)
- Forbered nu alle dine grøntsager.
- Fint snit løget, pres hvidløgene, skær gulerødderne i små tern og peberfrugten i store tern.
- Svits oksekødet af i en gryde og kom herefter løg og hvidløgene ved. Lad det stege i 2-3 minutter, indtil løgene bliver klare.
- Tilsæt gulerødder og peberfrugt og steg det sammen med et 2 minutter.
- Kom hakket tomat, oksefond, alle krydderierne og rødvinseddike ved og lad det koge i 30 minutter, under omrøring et par gange.
- Hæld bønnerne op i en si og skyl dem rene under den kolde hane. Kom med herefter op i gryden, til din chili.
- Bland maizenaen og rør det ud i din chili con carne.
- Lad den små koge i yderligere 5 minutter.
Servere din chili con carne med fuldkornsris, cremefraiche og den bedste guacamole. Velbekomme 🙂
TIP:
Kidney bønner, som er en bælgfrugt, har et stort indhold af protein, kostfibre, jern, zink, folat magnesium og b-vitamin. Det er en stjernesund lille bønne, som både gavner dit hjerte, sænker dit blodtryk og kolesterol.
Jeg har i denne opskrift brugt forkogte kidney bønner, på dåse, da det skulle være nemt og gå hurtigt. Hvis du har lidt mere tid kan det helt klart anbefales af koge dine bønner selv, da du både spare penge og får mere lækre bønner ud af det.
Hvis man kaster sig ud i selv at koge sine bønner, er der 2 ting, som man skal være særlig opmærksom på.
- Tørrede bønner skal altid lægges i blød, i koldt vand, i 10-12 timer på køl. Dette er vigtigt at gøre, for at uskadeliggøre giftstoffet lektin, som tørret bønner indeholder. Kasserer vandet fra i blødsætningen og skyl bønnerne under koldt vand, inden kogningen.
- De udblødte bønner koges i frisk vand, i minimum 30 minutter.
Opbevar dine kogte bønner på køl i 3-4 dage.
En kommentar
Pingback: